Copyright 2007-2012
Built with Indexhibit
Diktsuite av Tine Høeg
Publisert 03.11.13
I sengen, januar
Jeg ligger og kigger på revnerne i loftet.
Jeg kommer i tanker om
de plakater, jeg havde over sengen
i halvfemserne.
Jeg kommer i tanker om,
at ingen ville være Posh,
hun havde ikke nogen personlighed,
og ingen af os havde page. Vi vidste ikke,
hvad Ginger betød,
men det var noget med bryster.
Jeg kommer i tanker om,
de sagde, jeg lignede Donna
fra Beverly Hills. Det var en snedig form for ondskab.
Jeg kommer i tanker om,
min mor sagde, jeg ikke
skulle følge moden blindt,
men tage min kropsform med i betragtning.
Jeg kommer i tanker om æbler
og mit hjerte som en lille knyttet hånd
mod himlen. Jeg kommer i tanker om
teenagesorgen, at savne noget
helt sindssygt, som man ikke ved
hvad er. Når jeg tager mine kontaktlinser ud,
kan jeg ikke se loftet detaljeret længere.
Når jeg græder,
kigger jeg nogle gange mig selv i spejlet samtidig.
I sengen, februar
Jeg har ikke lyst til at stå op.
Måske vil jeg blive mere vågen, hvis jeg onanerer.
I sengen, marts
Jeg har ikke lyst til at lægge mig til at sove.
Måske vil jeg blive mere træt, hvis jeg onanerer.
I sengen, april
Jeg vågner uden dyne.
Solen rammer ruden
på samme måde som i sommerhuset.
Min far sover med ekstratæppe
hele året for tyngde.
Han ville faktisk
slet ikke have haft børn.
Det var noget, min faster fortalte,
fordi hun troede,
jeg allerede vidste det.
Man kan forandre alting for hinanden.
Min far frygtede at få for meget at miste.
Men så forlader jeg dig,
havde min mor sagt til sidst,
og for at forhindre hende i det
fordoblede han så sin tabspulje.
Hver sommer sad vi bag brændestablen
og så flyvemyrerne lette.
Det er lidt for koldt uden dyne,
men det er lidt for varmt med.
Jeg kunne tage betrækket af.
Jeg kunne også gå lidt ud,
det vil være godt for mine vinterknopper.
I sengen, maj
Der ligger en croissant i sengen,
jeg har sovet oven på den.
Jeg konkluderer,
at jeg godt kan spise croissanten.
I sengen, juni
Der ligger en fremmed person i sengen.
Den fremmede person har noget indtørret spyt
i den ene mundvige. Ville man sige,
at den fremmede person er pæn?
Jeg overvejer at tage et billede
af den fremmede person for bedre
at kunne vurdere det,
men måske vil den fremmede person vågne,
og det er jeg ikke helt tryg ved. I går
sagde den fremmede person: ”This is really good wine”
til tjeneren, men jeg tror faktisk ikke,
at den fremmede person ved særlig meget om vin.
Jeg ved heller ikke, hvorfor den fremmede person
talte engelsk. Den fremmede person fylder ca. tre fjerdedele
af sengen. Det er godt, jeg har tabt mig.
Måske vil den fremmede person tænke på mig
i aften, når den fremmede person ligger i sin egen seng.
Måske vil jeg tænke på den fremmede person
i aften, når jeg ligger i denne her seng.
Måske vil jeg bytte om på puderne,
så jeg kan snuse til den pude,
som den fremmede person lige nu ligger på.
Det er for tidligt at sige.
Den fremmede person rører på sig.